En af korets smukke stemmer
“Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden sangen. Jeg føler mig fri, når jeg synger”.
Ordene er Mettes. Hun er med sine 19 år en af de yngste i Sct. Bendts Kirkes velsyngende kor. Mette Bøgh Arvad Jensen fra Ringsted går i 3. g på Sorø Akademis Skole og har været medlem af kirkekoret siden 2008, men hun havde faktisk sin debut som korsanger allerede som syv-årig, da hun kom med i Ringsted Musikskoles Zig-Zag-kor. Siden var hun i flere år medlem af Klostermarkskirkens børnekor og har også en gang imellem sunget i Haraldsted kirkes kor. I fjor medvirkede hun i Teaterforeningen Maskernes opførelse af musicalen “Atlantis” i Ringsted Kongrescenter, og hun er også med i Maskernes næste forestilling, “The Wizard of Oz” (Troldmanden fra Oz), der har premiere til august.
Hun kom første gang med i Sct. Bendts kor juleaften 2008 - i øvrigt som vikar for Helene Krarup, som hun kendte fra Klostermarkskirken, og som også er hendes lærer på Akademiet.
Nu fylder korsangen godt op i Mettes kalender, for ikke nok med månedlige samlinger i Sct. Bendts kor og gudstjenesterne - hun er også medlem af Ringsted Koret, hvor hendes mor, Jane, ligeledes er med.
Der er altid blevet sunget i Mettes hjem, som er et af de gode med klaver, hvor man både er til højskolesang og Beatles. Hendes egen musikinteresse spænder fra det klassiske til en sangerinde som Celine Dion, for nu bare at nævne et eksempel. For selvfølgelig er en ung pige som Mette også til rytmisk, moderne musik som den, man hører i X-Factor. Og hvis man spørger, om X-Factor ikke var noget for hende, så indrømmer hun forsigtigt, at tanken da har strejfet hende, men at hun ikke bryder sig om den eksponering, der følger med.
At hun gerne vil gøre sang og musik til en væsentlig del af sit fremtidige liv, er man dog ikke i tvivl om, når hun med begejstring i stemmen taler om glæden ved at synge for andre.
Det er lærerigt at synge i kor, og for Mette er det navnlig vigtigt, at korsangen giver hende rutine i at læse noder. Men den flerstemmige sang opøver også evnen til at koncentrere sig, selv om Mette som sopran oftest synger melodistemme.
Mette har det godt med at synge salmer og kirkelige tekster. Hun er ganske vist ikke specielt religiøs, men kommer fra et almindeligt folkekirkeligt hjem, hvor man går i kirke til højtiderne og til begivenheder i familien. Men hun lægger stor vægt på at forstå og tydeliggøre de tekster, som hun synger i koret.
Koret ved Sct. Bendts Kirke har 16 medlemmer, og der deltager 8-9 sangere i hver gudstjeneste. Korsangen er almindelig beundret blandt kirkens brugere, og ofte ser man folk i kirkebænkene se sig over skuldrene op til pulpituret, hvor så megen vellyd kommer fra.
Men som Mette ser det, er det blot korets opgave at føre an i menighedens salmesang. En gudstjeneste skal ikke være en koncert med kirkegængerne som passivt publikum, mener hun.
For en gymnasieelev spiller det selvfølgelig en rolle, at deltidsarbejdet som korsanger er aflønnet.
Julemåneden med mange ekstra tjenester er ikke det værste, kan man forstå på den smilende Mette. Men næsten lige så vigtig er nok sangglæden og kammeratskabet mellem sangerne. “Vi har et godt sammenhold, og vi hygger os med hinanden”, fortæller Mette. En af de festlige sammenkomster er den årlige “nytårskur”, men der arrangeres af og til også udflugter, og målet for en af dem var i øvrigt korlederen, organist Jens Petersens hjem, gården i Brordrup.
- Vil du også være korsanger?
Koret i Sct. Bendts Kirke er nu på 16 medlemmer, men det skulle gerne være 18, da der er brug for 9 stemmer hver søndag - 3 sopran, 2 alt, 2 tenor og 2 bas.
I øjeblikket mangler der tenorer, så er man velsyngende og har lidt nodekendskab, vil organist Jens Henrik Petersen gerne kontaktes på mobil 30 31 21 99.


