Nadveren - en bro mellem himmel og jord

Hanne Vesth begyndte allerede som barn at snakke med Gud. Hendes far og mor lærte nemlig Hanne og hendes brødre ikke blot Fadervor, men også at formulere deres egne bønner, og at bønnen kan bruges i alle livets forhold. At bede blev derfor noget helt grundlæggende for hende. Hun føler, at hun på den måde altid har været i dialog med Vorherre.

”Bønnen præger alle forhold – til mig selv, til medmennesket og til Gud”, siger hun. ”Den er en åbning ind til Gud, som vi giver plads til at virke i vores liv. Bønnen skal også røre ved de svære ting i livet, for vi har nok alle vores kors at bære. Jeg tror, at udholdenhed mange gange er en gave fra Gud. Og den fåes gennem bønnen”.

Hanne Karhula Vesth blev født i Rødovre, men familien flyttede tidligt til Bredetved i nærheden af Munkholmbroen, hvor hun voksede op. Moderen er såkaldt ”finnebarn”, et af de finske børn, der kom til Danmark efter krigen – deraf mellemnavnet Karhula. Hun er sygeplejerske. Faderen havde sit eget firma i reklamebranchen. Det var et kristent hjem, ikke mindst præget af faderens opvækst i et – som Hanne udtrykker det - ”blødt indremissionsk” miljø. Moderen var grundtvigsk præget.

Som barn og ung blev det ikke mindst medlemskabet af De Grønne Pigespejdere, der fik betydning for Hanne Vesth. Hun var patruljeleder og blev meget interesseret i det økumeniske arbejde og aktiv i Danmission.

Hendes interesse for omverdenen førte hende til et kibbutzophold i Israel og senere under studiet til et halvt års ophold i Egypten, hvor hun arbejdede på et evangelisk børnehjem i et af Cairos slumkvarterer og fik undervisning i islam hos en jesuit fra den katolske kirke. Opholdet i Egypten førte bagefter til studier i islam på Københavns Universitet.

Hanne Vesth valgte at læse teologi på Københavns Universitet, efter at hun havde opgivet tanken om at blive læge eller kiropraktiker - fysik og matematik var for svært, og hun blev som nyuddannet teolog ansat som sognepræst i Ringsted Sogn i 1994.

Hvordan er Ringsted så at være præst for?

”Det er en god by. Tilpas i størrelse, hverken for stor eller for lille, og befolket med mange venlige mennesker, der vil gøre noget godt for byen. Man kender hinanden på kryds og på tværs og har på en måde også styr på hinanden.

I mit kirkesyn er alle, der føler noget for kirken, fælles om at være kirke, og derfor er det også vigtigt at inddrage alle så meget som muligt i arbejdet. Jeg synes for eksempel, at menighedsrådets udvalg burde arbejde langt mere målrettet på at supplere med folk udefra i forbindelse med ad hoc-opgaver, hvilket reglerne jo åbner op for. Jeg synes, det er vigtigt med en rig frivillighedskultur”.

Hvordan skaber vi den?

”Når vi selv netværker og prøver at finde områder hvor der er overkommelige opgaver for folk der gerne vil være aktive og tage medansvar.

Jeg ser det også som en vigtig opgave at åbne kirken for alle aldre, og derfor har jeg også været optaget af at udvikle børnearbejdet og kirke-skole samarbejdet. Et positivt forhold til sin kirke er jo forudsætningen for at man gerne vil være med, og det skulle gerne starte tidligt. Vigtigheden af et aktivt børnearbejde er for eksempel noget, som den koptiske kirke i Egypten er meget bevidst om”.

Hanne Vesth bor i Ringsted sammen med sin mand, Michael, der også er teolog, og deres tre børn, to drenge og en pige. Ofte møder man hende, når hun på cykel er på vej mellem hjem og arbejde – som jo er over det hele i Ringsted sogn, for hun tager gerne hjem til samtaler hos folk.

Hvor ofte kommer du på egentlige husbesøg?

”Det kommer ligesom i perioder. I nogle tilfælde er der tale om meget lange forløb, for eksempel i forbindelse med alvorlig sygdom. Jeg tager altid ud, når folk ringer eller mailer, men derudover har jeg jo mange samtaler med folk, hvor vi mødes tilfældigt på gaden eller i butikker og supermarkeder. Somme tider er det nemmere for mennesker at ”lukke op”, når det sker på den måde. Og så aftaler vi nogle gange flere samtaler”.

Skriftemålet er jo ikke så almindeligt i folkekirken som i den katolske kirke, men vi burde måske bruge det mere?

”Jeg har haft egentlige skriftemål, og det er ligesom en kulmination på en omvendelsesproces. Men for det meste nærmer vi os skriftemålet i samtaler, hvor folk ønsker at gå dybere med nogle ting i deres liv og er trygge ved at åbne op.  Sjælesorgssamtalen i sig selv kan også være en frisættelse af mennesket”.

Den samme erfaring har Hanne Vesth med nadveren.

”Nadveren har stor betydning, også når et menneske er i den såkaldte terminalfase, hvor døden er nær. I den situation har jeg haft en meget stærk oplevelse af, at der - næsten i fysisk forstand - bygges en bro mellem himmel og jord. Det er som om nadverritualet åbner for en anden dimension. Og det er vel at mærke ikke kun noget, der sker, når der er tale om meget troende mennesker.

Efter min mening har vi i vores rationalistiske og fornuftsprægede måde at tænke på fået skåret mysteriet fra, og det kan have visse fordele, men man går også glip af en virkelighed, hvor man faktisk oplever mirakler. Og der er jo mirakler, der kan bevises. I hvert fald er det sikkert, at forbøn kan hjælpe. Men det er en dimension, som mange har det lidt svært med her i det kølige nord”.

Hvor meget er Gud med i din hverdag?

”Hvis man tænkte som præst hele tiden, ville det vist være lidt farligt for ens identitet – afhængig af hvilken præsterolle man gerne vil identificeres med. Men selvfølgelig har jeg mere fokus på Gud fordi jeg er præst, fordi det er det, der er mit arbejde, min uddannelse – og min interesse. Men først og fremmest opfatter jeg mig mere som et menneske, der er i løbende dialog med Vorherre, og det har jeg egentlig altid været”.

Hvor meget tid bruger du på at skrive prædiken?

”Det kan godt være en dags arbejde. Men ofte længere, for det er jo noget, der ligger og snurrer i baghovedet ugen igennem. Jeg vil ikke sige, at jeg altid har lige let ved det. Ordene skal også tale til mig selv. Somme tider er jeg ikke helt tilfreds med resultatet. Men så kan der være respons fra kirkegængere, som har følt, at det virkelig sagde dem noget.

Det er en meget bred målgruppe vi taler til, mennesker med vidt forskellige baggrunde, så det kan være godt at tænke på en prædiken som en lagkage, hvor der skal være noget for alle – og gerne med nærende frugt mellem lagene. Der er forskel på mælk og fast føde, som Paulus skrev”.

Salmerne er en anden væsentlig del af gudstjenesten. Har du en yndlingssalme?

”Der er så mange salmer, som jeg er glad for. Som barn kravlede jeg op i vores gamle kirsebærtræ og sad og sang salmer, inspireret af en klasselærer, der sang salmer med os hver morgen. Men det er svært at nævne en yndlingssalme, for der er så mange, der trænger sig på – både blandt de nye og de gamle.

Men når jeg nu skal vælge én, bliver det nr. 677 i salmebogen - ”Nu glæd dig i Herren, mit hjerte, min sjæl du skal juble for Gud!”, fordi den taler om glæde på trods.”

Måske synger Hanne Vesth også salmer derhjemme. Det kom vi ikke ind på i samtalen. I hjemmet er det mest hendes mand, Michael, der står for den musikalske underholdning, for han spiller flere forskellige instrumenter.

”Jeg har altid musik derhjemme, og jeg nyder det meget, især når han spiller renaissancelut. Det eneste af hans instrumenter, jeg har et lidt anstrengt forhold til, er den irske fløjte”, siger Hanne Vesth med et smil.